Op til det svenske riksdagsvalg 13. september viser der sig en markant politisk kønskløft blandt de unge – en udvikling, der blev tydeliggjort ved valget i 2022 og som forskere betegner som historisk stor polarisering. Artiklen tager udgangspunkt i Youth Takeover-festivalen i Lund, hvor unge politisk interesserede ni dage før valget debatterer emner som tryghed i skolen – ikke mindst efter sværdangrebet på et svensk gymnasium i august, hvor en 17-årig pige blev dræbt.
Forskning fra SOM-instituttet ved Göteborgs Universitet viser, at unge mænd og kvinder er rykket politisk langt fra hinanden: 52% af unge mænd betragter sig som højreorienterede – det højeste nogensinde siden undersøgelsernes start i 1986 – mens kun 24% betragter sig som venstreorienterede. Blandt unge kvinder er 43% venstreorienterede, og kun 2% definerer sig som konservative mod en fjerdedel af mændene Mændene prioriterer energi, kriminalitet, skat og migration, mens kvinderne især går op i sundhed, klima og uddannelse
Ph.d.-studerende Jakob Ahlbom fra Stockholms Universitet forklarer, at det især er de unge mænd, der har flyttet sig mod højre – de unge kvinder har haft nogenlunde samme politiske ståsted i mange år. Forskningen kan dog ikke forklare årsagen. Den bedste hypotese er, at sociale medier spiller en rolle, da mænd og kvinder forbruger vidt forskelligt indhold, hvilket kan præge deres holdninger og stemmegivning. Også en generel drejning mod værdipolitik i den politiske debat kan medvirke til polariseringen.
Det er sjovt, for jeg var langt mere liberal i mine yngre dage - men den måde verden og vores samfund har udviklet sig på har skubbet mig meget meget mere mod venstrefløjen. Det samme gælder for stort set alle de mænd jeg kender, også min fars generation som er sidst i 60’erne.
Men de unge mænd ser på verden og tænker “Vi har brug for MERE kapitalisme!”.
Hvad fuck sker der lige for det?
Ja, jeg kender også flere mænd som er blevet skubbet mere mod venstrefløjen, specielt efter de har fået børn. Jeg tror, jeg er blevet skubbeten smule mod højre, men udgangspunktet var også reeeet langt til venstre.
Vi har jo i hvert fald tydeligt set med Vanopslaghs succes, at nogle unge mænd gerne så mere kapitalisme. Jeg ved dog ikke helt om vi er helt så polariserede herhjemme som hinsidans. Hvis tesen om, at sociale medie algoritmer har indflydelse på skiftet holder vand, kommer vi jo nok til at se det i mere udpræget grad herhjemme.
Hvis man ikke er opvokset et sted, hvor man har set ulighed og familier der kæmper for hver en krone, så tænker man måske heller ikke så meget på den del, og måske mere på sig selv.
Jeg kan huske en af mine første samfundsfagstimer i gymnasiet, der snakkede vi om socioøkonomisk ulighed, og de fleste af mine klassekammerater afviste fuldstændigt at der eksisterede en del af vores samfund, som var mindre priviligerede end dem.
De kom alle sammen fra den rigeste bydel I Aalborg, hvor jeg kom fra noget af det fattigste i Aalborg. Af den grund har jeg altid været mest rød i min politiske holdning, selvom jeg synes venstrefløjen også kager godt rundt i det til tider, men synes trods alt bedre det er end hvad de har gang i på højrefløjen.
Da jeg startede på universitet i sin tid, var der en gut som i ramme alvor ikke forstod hvordan man kunne blive hjemløs i Danmark. Han syntes ikke der var nogle undskyldninger for at være udsat, og hvis man var, var man selv ude om det. Senere på vores uddannelse blev han ramt af en virkelig slem omgang stress og angst og inden han havde set sig om var han droppet ud, mistet sit job og lejlighed og flyttet hjem til forældrene, og for at gøre værst værre, dumpet af sin kæreste. Jeg snakker stadig med ham i dag. Han har rykket sig gevaldigt fra den konfirmandliberale type han var da vi først lærte hinanden at kende…
Sejt han kunne se virkeligheden fra andre vinkler. Ærgerligt det var fordi han selv skulle en tur ned. :)
Jeg voksede selv op i en velstående familie. Vi var ikke rige, men vi manglede aldrig noget, og var ofte på ferier rundt omkring i verden. For nogle er det selvfølgelig det samme som at være rig, men det er et spørgsmål om perspektiv. Da jeg fandt min (nu) kone var det et gigantisk kulturchok. Tænk at en familie ikke engang havde råd til en årlig rejse til Rom? Ikke nok med det, men des mere jeg var i familien des flere vanvittige ting dukkede der op. De tog kviklån fordi en opsparing ikke var mulig, kviklån var en “nødvendighed” fordi de ikke anede hvordan man ellers skulle komme igennem resten af måneden. Deres hus var så faldefærdigt at de blev syge af bare at bo der. Vanvittigt i mine dengang 17 årige øre at man forfanden ikke bare kunne flytte i noget ordentligt, eller købe den computer man havde lyst til.
For mig den gang, var fattighed at man var nødt til at nøjes med en telefon fra sidste generation i stedet for den nyeste.
Jeg tror at de fleste har et ligeså privilegeret liv uden at vide det, fordi de simpelthen bare ikke møder de her mennesker der har så meget mindre end de selv har. Folk der ikke har noget, er sjældent dem der kommer i gymnasiet. Det er ikke dem du får som venner på universitetet, og det er ikke dem man møder på sin arbejdsplads.
Min barndom var meget præget af mit miljø, hvor der var meget, meget få som kom fra ressourcestærke familier.
Jeg havde venner som fik støtte af kommunen så de kunne gå til sport, men deres forældre havde ikke råd til at købe udstyr til dem, så havde en ven der kom fordi et par gange om ugen og lånte af mig, fordi vi trænede på forskellige dage.
Havde en kammerat som boede alene med sin far, og faren var stofmisbrugere. På et tidspunkts blev faren sendt på et rehabiliteringscenter og min kammeraet flyttede på papiret hjem til sin mor, men han boede alene som 14-årig. At mine forældre ikke har reageret på det her er egentlig fuldstændigt absurd når jeg tænker over det.
Havde andre venner, som måtte beskytte mig og dem selv, når jeg var hjemme hos dem, fordi deres fædre blev aggressive når de var fulde og det var de hver dag…
Børn der overnattede på gaden fordi deres forældre var gået kolde og havde låst døren.
Så da mine klassekammerater ikke mente at de her mennesker eksisterede og ikke ville anerkende det, så var jeg virkelig ved at eksplodere.
Ja, det kræver vel noget livserfaring, før værdier som stabilitet og familie begynder at spille en rolle.
Spørg ham her: https://www.youtube.com/watch?v=KVbKYHPS63U
Liberal er et sjovt koncept, jeg anser mig selv som 100% liberal. Og derfor stemmer jeg på den danske venstrefløj (Å/Ø).
Der findes ingen liberale partier i landet, for at kunne skabe et liberalt samfund skal vi frakoble familiær opvækst fra succes.
LA gør det omvendte, de ønsker et samfund. Hvor dynastier består og folk arver mest muligt fra deres forældre.
Arve beskatning er den mest liberale skat der findes, da det bryder med dynastier uden det direkte påvirker individet der anskaffede værdien eksempelvis. Så LA er en joke indenfor liberalisme og kan bedst beskrives som national konservative - Konservativisme og liberalisme er modsætninger
Grundlæggende enig, og jeg er stadig meget liberal - bare ikke på det økonomiske område, som jo så er det eneste sted de danske såkaldt liberale partier er liberale. TIl gengæld er der også mange strømninger på venstrefløjen som er grundlæggende autoritær som jeg har det stramt med. Så det er ikke nemt at finde et politisk hjem.
Men de er jo heller ikke økonomisk liberale. Dynastier er største økonomiske udfordring for samfundet, hvis du tænker liberalisme på en længere tidshorisont end 2 år